ZOO København deltager i europæisk indsats for vilde bestøvere

Den første fælles europæiske overvågning af vilde bestøvere er nu sat i gang som en del af EU-projektet Zoo LIFE Pollinators. Frem til september skal zoologiske haver og naturinstitutioner i syv lande indsamle data om blandt andet bier, sommerfugle og svirrefluer langs faste ruter.
I Danmark deltager kun Zoologisk Have København, hvor projektet skal skabe ny viden om, hvordan bestøvere trives i bynære områder, og hvordan zoologiske haver kan hjælpe truede insektarter.
“Når vi udvikler metoder i fællesskab og deler viden åbent, kan vi skabe en langt større effekt, end nogen af os kan alene,” siger Mads Frost Bertelsen, zoologisk direktør i Zoologisk Have København.
Projektet blev officielt skudt i gang på FN’s internationale dag for bier den 20. maj. Overvågningen følger en fælles europæisk metode, som gør det muligt at sammenligne data på tværs af lande og klimaer.
Ifølge Det Europæiske Miljøagentur er 10 procent af Europas vilde bier truet af udryddelse, mens flere arter af svirrefluer og dagsommerfugle er i kraftig tilbagegang.
Ud over registrering af insekter undersøger projektet også vegetation og blomstring for at forbedre forholdene for bestøverne. Senere i projektet skal der etableres nye levesteder og sås hjemmehørende blomster i de deltagende lande.
Faktaboks
- Projektet hedder Zoo LIFE Pollinators og løber fra 2025 til 2029
- 16 partnere fra ni europæiske lande deltager
- Zoologisk Have København er Danmarks eneste deltager
- Projektet overvåger vilde bier, sommerfugle og svirrefluer
- Data indsamles langs faste ruter i zoologiske haver og naturinstitutioner
- Projektet er medfinansieret af EU
- Formålet er at styrke biodiversitet og skabe bedre levesteder for bestøvere i byerne






Accepter kun nødvendige cookies