Sidste chance for at opleve museet på Øster Voldgade

Efter mere end 130 år på Øster Voldgade har Statens Naturhistoriske Museum sidste åbningsdag søndag 1. november 2026. Frem mod åbningen af det nye museum 6. marts 2027 skal kræfterne bruges på at færdiggøre otte nye udstillinger og gøre den nye museumsbygning klar.
Museet har ligget på Øster Voldgade siden 1893. Bygningen blev oprindeligt opført til Mineralogisk Museum og Universitetets Kemiske Laboratorium, mens hele bygningen i 1962 blev til Geologisk Museum.
"Museet på Øster Voldgade har været en destination, hvor generationer af gæster har mødt naturen, videnskaben og museets samlinger. Bygningen er en vigtig del af museets historie. Derfor bliver det også vemodigt at lukke dørene, når de sidste gæster går derfra 1. november," siger Nina Rønsted, museumsdirektør på Statens Naturhistoriske Museum.
"Samtidig markerer lukningen overgangen til et nyt kapitel for museet. Nu skal vi samle alle kræfter om at skabe et nyt museum, der kan give endnu flere mennesker mulighed for at opleve naturens mangfoldighed på helt nye måder," fortsætter Nina Rønsted.
I efterårsferien fra 10. til 18. oktober kan besøgende blandt andet gå på skattejagt, deltage i quizzer og se genstande fra samlingerne. Onsdag 14. oktober kan børn tage deres tøjdyr med til bamsezoologer, som kan artsbestemme dem og give dem et latinsk artsnavn.
Den sidste weekend 31. oktober og 1. november bliver samtidig sidste mulighed for at opleve blandt andet Vilde Vidunderlige Verden og den historiske Mineralsal. Museets værter vil være til stede med aktiviteter og fortællinger om mineralerne.
Botanisk Have, herunder Palmehuset og Sommerfuglehuset, holder fortsat åbent gennem efteråret og vinteren.
Faktaboks:
- Sidste åbningsdag på Øster Voldgade er 1. november 2026.
- Museet har ligget på Øster Voldgade i mere end 130 år.
- Det nye Statens Naturhistoriske Museum åbner 6. marts 2027.
- Otte nye udstillinger skal gøres klar til åbningen.
- Efterårsferien på museet foregår 10.–18. oktober 2026.
- Den sidste weekend på Øster Voldgade er 31. oktober og 1. november kl. 10–17.
- Adresse: Øster Voldgade 5–7, 1350 København K.






Accepter kun nødvendige cookies