København nedsætter ekspertudvalg for at styrke kulturlivet

Københavns Kommune har nedsat et uafhængigt ekspertudvalg med syv medlemmer, som skal analysere udfordringerne i byens kulturliv og pege på løsninger, der kan sikre en langsigtet udvikling.
Baggrunden er blandt andet stigende omkostninger, mangel på øvelokaler, værksteder og atelierer samt et kulturliv, der oplever pres på tværs af både etablerede institutioner og nye kulturaktører.
Ekspertudvalget skal rådgive Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget om, hvordan kommunen bedst understøtter et levende og mangfoldigt kulturliv.
Kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV) kalder initiativet nødvendigt.
"Det kræver en langsigtet strategi, og derfor er det ikke et sekund for sent, at vi nu samler en række uafhængige og voldsomt kompetente eksperter, der skal pege os politikere i retning af det, der kan skabe et nyt, stærkt fundamentet for de kommende års kulturpolitik," siger Christopher Røhl.
Forperson for udvalget bliver Martin Buck Hegaard, der blandt andet er stifter og administrerende direktør i BARC Scandinavia.
"København har et kulturliv i international klasse. Nu skal vi skabe endnu bedre rammer for, at det kan udvikle sig. Det kræver stærkere samarbejde på tværs af kunstnere, kulturinstitutioner, erhvervsliv, fonde og kommunen," siger Martin Buck Hegaard.
Faktaboks
Ekspertudvalgets medlemmer
- Martin Buck Hegaard (forperson), stifter og adm. direktør, BARC Scandinavia.
- Anders Koed-Madsen, professor ved DTU.
- Mark Lorenzen, lektor ved CBS.
- Dina Vester Feilberg, strategisk rådgiver inden for kunst og kultur.
- Karsten Naundrup Olesen, professor ved KU.
- Trine Bille, professor ved CBS.
- Nikolas Lyhne-Knudsen, direktør i Danske Spil.
Udvalget skal blandt andet:
- Beskrive de største strukturelle udfordringer for kulturlivet i København.
- Identificere barrierer og muligheder.
- Anbefale konkrete modeller for partnerskaber.
- Rådgive Kultur-, Fritids- og Borgerserviceudvalget om, hvordan kommunen bedst understøtter et levende og mangfoldigt kulturliv.






Accepter kun nødvendige cookies